Gotik på fuld drøn, San Juan de los Reyes, Toledo

Over 1000 års forskellige europæiske byggestilarter er representerede i Toledo, og for mange af dem drejer det sig om creme de là creme indenfor kategorien. ”El Monastero de San Juan de los Reyes”, et kloster hvis opførsel er påbegyndt i 1476 på initiativ af det spanske kongepar Fernando og Isabel, er således noget af det ypperste der findes indenfor flamsk inspireret sengotik på spansk jord.
Gotikken var det dominerende stil i hele Europa i 1300 tallet. Hen imod slutningen af 1400 tallet var der dog allerede godt tændt for renaissancens vinde i Italien; så ved valget af gotik kan man tale om en ”klassisk” estetik for klostret allerede på opførselstidspunktet. Ikke desto mindre har bygningens linjer en ”renhed” der den dag i dag stadig er friske og overvældende. Mange betragter stedet som det smukkeste kirke i Toledo, så selv om man kun er her for en dag skal man unde sig et besøg. Der er lagt mange fotos på internettet af de store træk (go google!); jeg har valgt at vise her detaljer af det fine dekoration mejslet i sten. Den med vindruer er fra inde i kirken, alle de andre er fra gården.

Toledo med børn

Umiddelbart skulle man tro at Toledo med børn er lidt af en udfordring. Turistkontoret har i hvert fald ikke været mig til stor hjælp, og de få lejepladser der findes er relativt usle.
Man kan godt hive dem med rundt i gaderne et stykke tid, men så er der er nødt til at være noget de ser frem til som pirrer tilpas deres fantasi.
For mig at se er der to oplagte programmer der kan tjene som ”gulerod”, som voksne iøvrigt kan nyde lige så; en der går op og en der går ned.
OP: San Ildefonso kirken; på spansk ”Iglesia de san Ildefonso” også kaldet ”La Iglesia de los Jesuitas”. Selve kirken er kunsthistorisk set ikke det store brag sammenlignet med al det andet i byen; men den er det eneste der tillader opstigen hver dag. Der er to tårne, man kan komme over fra den ene til den anden via en sikker gang oppe på taget. Udsigten over byens tage + al det omgivende landskab er storslået, samtidigt med at der er en portion eventyr indlagt – dog absoulut ingen fare.











NED: Flodbredden: der er en sti der går rundt om byen langs med Tajo, på visse kort er den mærket som ”Senda Ecologica”. Jeg anbefaler at man går ned ved broen ”Puente de San Martin” (foran Jødekvarteret, det 700 år gamle bro er i sig selv absoult seeværdig!) og begynder at gå mod strømretningen (dvs hen imod den anden historiske bro, ”Puente Alcantara”). Efter 15-20 minutters let gang kommer man til et sted med græs og bænke, her kan man slå lejr for en tid.
Bortset fra den overvældende ”opsigt” på byen er nærheden af rindende vand altid et hit; børnene skal nok selv finde på underholdning, I skal bare slappe af og holde lidt øje med at de ikke kommer alt for meget til skade (=undgå at de klatrer hæftig højt på klipperne).
Som potentiel bonus program gør jeg opmærksom på ”la Cueva de Hercules” i et blindgyde bag katedralen kaldet ”callejon de San Gines”, med adgang til urgamle underjordiske gange; desværre er det lidt on and off med åbningstider, så check om det er tilgængeligt lige når I er der før du fortæller dine børn om det, for at undgå unødig skuffelse.

Porte og Gitterværk i Madrid (1)

Disse fotos er taget ved solopgang på tre huse i et af Madrids pæne kvartere: Calle Sagasta 33, 34 og Plaza Alonso Martinez 2. Det er blot et par (relativt) tilfældige eksempler på den overvældende detaljerigdom på Madrids porte og gitterværk; disse er fra slutingen af det XIX aarhundrede / starten af det XX.
















Da jeg er fan af emnet vil der komme mere af den slags i fremtidige posts.

Som afsluttende perspektiverende kommentar for i dag: et originalt mønster/motiv der er gentaget et vist antal gange over et overflade er ikke blot til pynt. Der er snarere tale om et "kendemærke", der både har sine rødder og er identitetsskabende for sine omgivelser.

Besynderlige verjrforhold og sjove dyr i Madrid

Det er sikkert ikke nogen overraskelse at der er varmt om sommeren i Madrid. Vi kan dog sagtens have 30-40 grader over mange uger, og denne varige oplevelse ryger paa et tidspunkt over i en kvalitativ forskel fra to dage af det samme: man bliver simplet hen maettet af heden ned til marven.

Disse luftmasser stammer ofte fra det nordlige Afrika og til tider kommer der gave med: et fint stoev fra Sahara! Hvis der foelger en omgang haeftig sommerregn oven i, bliver byens overflader indhyllet i denne substans. Det ses best paa biler af en moerk farve, som det lystrer paa det foerste foto. Jeg har taget den lige ude foran mit trappeopgang i sidste uge, men ALLE bilerne i gaden havde praecist det samme tilsvinede look. Traekker man fingeren hen over daekket, ender man med et lille bunke af det fine oerkensand. Denne besynderlige faenomen er ikke meget hyppig, men jeg mener det sker hvert aar paa et tidspunkt, naturligvis lige efter man har vasket bilen.

Over til dyrene vil jeg un ikke gennemgaa alle de opsigtsvaekkende insekter og krybdyr jeg har set paa diverse vandreture, kun noejes med at fastslaa at der er lidt af hvert ude i Madrids natur. I begraenset omfang kommer noget af faunaen ogsaa ind til byen, som den gekko der ses paa anden og tredje billede. Der er hverken fotoshop eller andre tricks paa spil, det er billeder jeg har taget i nedgangen til vores garage. Gekkoen er havnet i hulrummet inden i glasklodserne; og dagen efter var den der ikke mere, saa jeg formoder den var levende. Igen, det er ikke saa ofte man ser dem inde i byen; men paa landet er de relativt almindelige om natten.

anbefales ogsaa:

• Gigantiske haletudser i Madrid

Trappeopgangen i c/ Luis Velez de Guevara 8.

Denne er uden tvivl en af de smukkeste trappeopgange i Madrid; lavet af en ædel mørk tæsort, og går op i en original dobbelspiral.

Prado, Madrid - Et lyngennemgang af europæisk kunsthistorie

Prado er et af verdens fem bedste museer for at kigge på ældre europæisk kunst. Man kan besøge den igen og igen og blive ved med at finde nyt, men hvis man ikke er helt vandt til ældre maleri kan man let blive væk; så jeg tilbyder her mit bud på et første besøg, der kan gøres på halvanden til to timer.
Brug flere minutter foran hvert af disse værker, skift jævnligt fokus mellem detaljer og helhed. Ved nogle malere anbefalere jeg ikke et konkret værk, kun navnet. I stedet for at kigge på så mange biller som muligt er det bedst at screene rummet hurtigt, og udvælge 2-3 malerier som man umiddelbart er tiltrukket af – og så kun bruge tiden på disse.

Min tekst er kronologisk, men værkerne er vist spredt rundt således (ændres til tider): Første sal: Græsk relieve/skulptur – Goya – Bosch – Breughel – Roger van der Weyden – Robert Campin – fra Angelico – Andrea del Sarto. Anden sal: Caravaggio - Velazquez – (Rubens) - Ribera – El Greco

Europæisk kultur begynder groft sagt ved de gamle grækere (specielt 4-5 årh. f.kr.), så jeg anbefalder at vi begynder i Prados udmærkede antikke samling, bestående fortrinsvis af græsk/romerske statuer.
(1) Stift lille drengestatue uden hoved, med knyttede næver (550 BC). Græsk original. Stammer fra den arkaiske tid, dvs før grækerne opfinder den magiske touch der “puster liv” i deres statuer. Her er ene fod skydt lidt foran den anden, men resten af kroppen er fuldkommen symetrisk. Mindre end 100 år efter dette værk kommer den store opfindelse: lade tyngden falde på den ene side af kroppen ved lidt asymetri: ene ben let bøjet hvorved den tilhørende skulder er lidt sænket og resten af kroppens detaljer følger vægtforskydelsen + hovedet er let bøjet. Der er mange eksempler på den ”revolutionerede” kropsholdning, kig rundt i salen. Statuen har sjovt nok jordrester på, jeg formoder at den ikke har fået en tur med børsten for ikke at fjerne eventuelle rester af original overflademaling.
(2) Relieve med Menader – (romersk kopi; 1-2 årh BC). Dansende figur med tilbagekastet hoved og ekstatiske bevægelser, for at ære Dyonysos i et hæftigt orgie indhyllet i musik og druk. Et fint eksempel på det løsslupne aspekt af antikkens kultur som romerne arbejdede på at sætte tøjler for, allerede før kristendommen blev statsreligion. Det højstående antikke (græsk-romerske) kunst "forfaldt" i middelalderen (ca 500 – 1200 tallet) hvor der blev dyrket en skematisk, “primitiv” representation i malerkunst. (af mennesker, planter, bygninger etc). Der er dog en særlig naiv charme i romanske malerier, der er en hel rum med dem i Prado; de fleste er kalkmalerier overført på lærred.

I gotikken (13-1400 tallet) er europæisk maleri begyndt at blive mere sofistikeret; i starten kun italianske, senere også flamske mestre. Man malede i begyndelsen på træplader, der senere blev erstattet af lærred. Farverne var først tempera, dvs. vandopløselige pigmenter der tørrer hurtigt. Hollænderne opfandt så oliemaling der har været “det seriøse” materiale siden. (tørrer langsomt, giver større frihed i kreative løsninger, manipulerbarhed) “Bebudelsen” (La Anunciacion) (se her) fra 1445 af den italianske munk fra Angelico skal man absoult se. Teknikken er tempera på træplade; de vidunderlige farver skaber en celestial ro (himmelbå over Maria, frodig grøn have i paradis, etc). Denne maler var bladt dem der brød med den totalt stive menneskerepresentation af Byzantinerne, der var stort set de eneste der havde højtstående kunst i Europa kontunuærligt op igennem middelalderen. Fin eksemplel på relativt tidlig italiansk estetik.
Over til tidlig Flamsk kunst er noget af det mest berømte på Prado pladerne af Hieronymus Bosch (1450- 1516; på spansk El Bosco). Han syge vision af paradis-jorden-helvedet med masse “gyser” detaljer er dybt original; kæmpe kniv der skræer et overdimensioneret øre mens der hænger nøgne menneskekroppe ved; etc (ses her)

Under gotikken maler man altså som man tror/tænker ikke som man ser; men det gælder kun overordnet; i detaljerne er der en masse hyperrealisme specielt I hollandsk kunst ( fx på den blomstrede velur kappe på Weyden billedet (her), eller flammerne og det fine støbbekande på et lille maleri (santa Barbara) af Robert Campin i samme rum – begge fra 1400 tallet.

I renaissancen (slut 1400, og 1500 tallet I Italien) er der nået en slags “højdepunkt tilstand” for proportioner og komposition. (Leonardo, Rafael, Michaelangelo etc) - klare grundfarver (dyb-rød og dyb-blå er meget brugte) Kunsten er dog stadig et instrument for at representere idealet; ansigterne, kropsholdningerne, lyset, kompositionen; alt er fuldstændig virklighesfjernt.

Et brud kommer der med den italianske maler Caravaggio. Der er et eneste maleri af ham her: “Davids sejr over Goliat”. Han tager de første skridt i Europa imod det man kan kalde “naturalisme”. Han afbilleder lige på og hårdt, kig engang fx. det brutalitet hvorved de svulmende muskler griber fat om et afskåret hoved. Caravaggios opfindelse er clair-oscure belysningen: ekstrem kontrast mellem lys og skygge, som om vi havde stået i en grotte, og lyset kommer fra en åbning lige oven over os, altså fra kun en retning. NB! I bund og grund er det ikke så naturligt men skaber et dramatisk effekt. Caravaggio døde i 1610, 39 år gammel. Lige som hans udskejende liv, var hans malemåde et totalt skandale på hans tid; men har inspireret den kommende generation af malere på det dybeste.

En af dem der mest markant førte stilen videre er Jose de Ribera (1591 - 1652); spanier der har arbejdet meste af sit liv i Napel, som iøvrigt var del af den spanske krone dengang. Der er mange Ribera malerier på museet, jeg holder specielt meget af “san Andres” hvor det rynkede gamle hudoverflade og den dybe psylologiske indleven i ansigtet er meget spanske; en italiansk maler ville aldrig have begået noget i denne stil.

I sine unge år malede Diego de Velazquez (1599 – 1660) også stærkt inspireret af Caravaggio, men de skarpe lys-skygge effekter træder hurtigt i baggrunden.
Der er skrevet utrolig mange bøger og artikler om denne enigmatiske spanske maler og om hvorfor han er så vigtig for kunst- og kulturhistorien. Det hævdes at hans malemåde har ændret menneskehedens synssans og at han var den første i verden der malede rigtige ansigter – jeg beklager hvis disse patetiske udsagn lyder som "bare for meget", men der er altså noget om det... Rammerne for denne tekst er for snævre til at gå meget ind på denne kæmpe, jeg kommer nok tilbage til ham senere i selvstændige tekster. Her bare lige en enkel tanke som iøvrigt også gælder i andre sammenhænge:
Visse malere er et direkte produkt af tiden; deres arbejde er fuldstændigt i linje med tidsånden; andre arbejder i skarp modstand med sin tid. En god illustration af denne idé ses i sammenligningen af Rubens og Velazquez, begge aktive i det XVII århundrede (1600 tallet). Rubens’ malerier er indbegrebet af barokken, kæmpe lærreder proppede med svulmende figurer i alle mulige mærkværdige positoner, livlige farver og mest mytologiske motiver. Velazquez’ værker udstråler en transcendental ro, oftest få figurer fanget i et bevægelse der er essentiel og representativ for det udførte aktivitet, farverne er matte og med mange gråtoner.
Hvis man vil læse mere kan jeg varmt anbefale en essay af Jose Ortega y Gasset (hvorfra jeg frækt har nuppet hovedtanken i den forrige afsnint)

Francisco de Goya – Sorte malerier - resultat af både tidsånden (Napoleonskrige; Hungersnød, Fattigdom) og hans personlige psykiske krise. Malet med terapeutiske formål på væggene af hans hjem, siden overført til lærred.

* “Abstrakt” maleri med et lille hundehoved i bunden.
* 2- og 3. maj 1808 – henrettelse

Husk at Goya også har en masse lyse og livsglade malerier, personligt mener jeg bare ikke at de er de mest interesante i første omgang. Goya døde 1828; hans værker var dybt beundrede af Franske malere der arbejder i den anden halvdel af 1800 tallet og starten af 1900 tallet; der er derfor folk der betragter ham som “den moderne malerkunsts fader”; måske en lidt plat og simplistisk betegnelse, men igen, der er noget om det

Afsluttende perspektiverende kommentar (at have in mente når man kigger på malerier fra alle tider) Selv om en kunstner virker “gammel” og “klassisk” for os, så skal man huske på at han også har haft en tisshorisont at kigge på. For at forstå/fortolke en maler skal man allerførst have ”hans udsigt” in mente; altså både hans samtid og hans førtid. Hvordan han har påvirket eftertiden er et senere spørgsmål.

Toledo uden turister

Fordi Toledo er så fantastisk det nu engang er, strømer der hver dag et uhæmmet antal turister til.
Det er i og for sig rimligt nok da vi selv er en slags turister (selv om jeg fortrækker at betragte mig selv og min kære læser som “rejsende” i stedet for, men pyt nu med det) der kan dog komme et øjeblik hvor man længes efter at kunne være alene med byen og de indfødte; og det kan faktisk godt lade sig gøre!

Jeg anbefaler en let slantren i området mellem Alcazar (slottet) og kirken san Andrés. På turistkortet vil der ikke være angivet monumenter i denne zone, men der er altså et overvældende mængde små og store vidunderlige detaljer og perspektiver.


De fem fotos der illustrerer her er bare lige eksempler; de er taget den 1. juni 2010 på: Plaza Seco - Plaza San Justo - Bajada de san Justo - Cuesta Tahona - Iglesia de san Andrés